Egon Andersen

Egon Andersen

På vej ned mod en af mod en af Danmarks smukkeste steder, synes vi da selv, kommer man til et ydmygt skilt, hvor der står Hinding Auto. Turister tænker vel nok, at det er et mærkeligt sted at have et autoværksted, men det er det ikke for Egon og Lillian. Egon er født der, og bortset fra soldatertid og et højskoleophold, har han aldrig boet andre steder.

Og det er faktisk mere, end man kan sige om gården. Neder Hindinggaard, som det hedder, har nemlig ikke altid ligget her. Det lå oprindelig længere nede mod søen; ved det første sving efter Hindingvej er blevet til grusvej. Det blev efterhånden så forfalden, at man for godt 100 år siden flyttede huset op, hvor det ligger nu. Man pillede stalden ned, sten for sten, og flyttede det længere op, da det der ville komme til at ligge bedre i forhold til markerne. Det var dengang, man var igang med at bygge jernbanen til Fjerritslev, så der skulle væltes et hus i Baun, der lå i vejen. Der lavede man så det samme med stuehuset, så de nuværende bygninger er altså to gårde, der er sat sammen. I dag er det en usædvanlig måde at bygge på, men på den tid betød arbejdslønnen jo ikke så meget.

Egon er udlært mekanker hos Aage Nilsen. Og efter endt soldatertid havde han egentligt fået arbejde hos Volvo i Holstebro, men sådan gik det ikke. Hans far døde og derfor blev han hjemme og hjalp sin mor med landbruget. Og så blev han boende. Da Lillian senere flyttede ind arbejdede han på slagteriet, men efter fire år syntes han arbejdsdagene var ved at blive for lange. Han var i stalden k.l 5 hver morgen, inden han mødte på slagteriet kl.7 og efter han kom hjem igen, skulle landbruget passes. Han ville hellere have mekanikerværksted, så han fik en aftale med slagteriet og fagforeningen om at gå ned i tid. Timerne skulle han selv holde styr på overfor fagforeningen. Men da slagteriet fik juletravlhed, ville de have Egon tilbage, men det var han ikke interesseret i, så der sluttede Egons karriere som slagteriarbejder.

Det er et skifte, han aldrig har fortrudt. For selvom han ikke fik færre timer, kom han nu til at arbejde med det, der interesserer ham mest, biler og landbrug, og det har varet til den dag i dag.

Egons interesse for gamle køretøjer er vel kendt af enhver her omkring. Nu er det jo ikke bare at køre til bryllup med høj hat på, sådanne biler skal jo også holdes kørende. Og laves. Egons første Ford A tog det ham 15 år at gøre køreklar, da han skulle lave alt selv.

I dag kan han købe reservedele hjem fra Amerika. Det gør det jo noget nemmere, også når han laver gamle biler for andre. Han har lige repareret en gammel Ford T fra 1925, der ikke kunne køre. Andre mekanikere havde opgivet den, men Egon giver ikke op så let, så nu spinder moteren som en symaskine.

Et skilt på instrumentbrædtet kunne forøvrigt fortælle, at bilen stammer fra Fordforhandler S. Kuhnmünch i Thisted, og at bilen vejer 890 kg. Den må så oprindelig have været med kaleche, ifølge Egon, for som den står nu vejer den omkring 1100 kg. Det er så til gengæld en 11 hk motor, der sidder i! Gad vide hvor stærkt den kunne køre over Vendbjerg?

Motorerne er blevet større siden. Og mere avancerede. Da jeg besøgte ham var han ved at undersøge en Fiat der lavede knuder. Egon sætter “bare” computeren til bilen, og så fortæller den, hvad der er galt. Der er ikke noget med gætterier her. Så værkstedet i Hinding spænder vidt. Fra gamle Ford med pedalgear til biler med computerstyring. Jeg forstår godt Egon når han siger, at han ikke tror der nogensinde bliver nogen der vil opleve så store omvæltninger, som vores generation.

Egon har flere gamle biler stående til eget brug. En Ford T fra 1925 og Ford A fra 1930. En Renault sportsvogn står her også, og til daglige kører Egon og Lillian i en Volvo 544 og en Fiat 600. Udover det har han også et par motorcykler; en Nimbus med sidevogn og en BMW. Og en Vespa scooter! Da jeg spurgte, om han fortsat lavede gamle køretøjet til sig selv, svarede han nej. “Men jeg har da godt nok en Vespa scooter og en BSA motorcykel, der har været ild i. Dem skal jeg vel også have set på!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.