Hans Ole og hans traktorer

Hans Ole Jensby

Ferguson

Skruenøglen, der også bruges som benzinmåler
Skruenøglen, der også bruges som benzinmåler
Børnene er flyttet hjemmefra, Det er deres legetøjsbiler ikke
Børnene er flyttet hjemmefra, Det er deres legetøjsbiler ikke
Fronten af en Fendt traktor
Fronten af en Fendt traktor
Bungartz traktoren til plantagebrug
Bungartz traktoren til plantagebrug
Ferguson Valsen
Ferguson Valsen

Det skulle være en fortælling om Hans Ole. Men det blev mere om Ferguson.

Jeg havde aftalt et besøg hos Hans Ole for at høre om ham selv og hans hobby. Men det blev et besøg på hans Ferguson museum. Han har også andre traktorer, men den grå Ferguson fylder en del i laden. Og i hans hovede.

Men for at tage manden først kom han i mekanikerlære hos Aage Nielsen i 1966. Det var dengang man fik 17,6 liter benzin for 20 kr. Det lyder billigt idag, men ugelønnen var 42,60 kroner for en mekanikerlærling. Efter han var udlært i 1970, gik han så i lære igen i 1972 hos Jysk Telefon som montør. Og det var samme år han blev gift med Vibeke. Ægteskabet med Vibeke varer endnu, det gør det ikke med Jysk Telefon, der i mellemtiden er kommet til at hedde Teledanmark. Her stoppede Hans Ole i 2005.

Det gav ham så tid til at pleje sine interesser, og så er vi ved Ferguson igen. Så her kommer så den korte version af den lille grå Ferguson, der blev en revolution for landbruget.

Som meget andet engelsk er den faktisk irsk. Den er udviklet af Harry Ferguson, der var en lille, spinkel nordirer. Han startede med at opfinde en plov, som han fik lavet i Amerika, men det ene tog det næste med sig, og i 1946 konstruerede han den første grå Ferguson. Den fik meget praktisk stelnummer 1, og var den eneste han lavede det år. I 1947 lavede han 315 stykker, altså op til stelnummer 316. Men i 1948 tog det fart. Da blev det til 20895 traktorer, og Ferguson dukkede for første gang op i Danmark.

Det fortsatte så til 1956, hvor eventyret stoppede efter der var lavet 517651 traktorer. Den sidste model blev i Danmark kaldt Guldfuglen, da motor, kobling og gearkasse var malet guldfarvet. Blandt Hans Oles Fergusoner er også en Guldfugl. Nu står den i de oprindelige farver, grå og guld, men da han fik den, var den malet rød. Der var nemlig sket det, at grå traktorer var blevet usælgelige, derfor blev de ofte malet røde. Det skyldes, at mænd jo som bekendt kun er store børn, og det var jo træls at få en ny traktor, og naboen ikke kunne se det. Det var faktisk så galt, at Ferguson kæmpede for at overleve, og mærket blev overtaget af Massey Harris, og traktoren kom nu til at hedder Massey Ferguson. Og blev malet rødt! Og det virkede, og det må virke den dag i dag, for MF er stadig rødmalet.

For at fremme salget her i Danmark fik man en 78’er grammofonplade med, når man købte en ny Ferguson. Med Ferguson Valsen med Wivex danseorkester dirigeret af Winstrup Olesen og sang af Ole Monty. Det er de dog stoppet med igen, uden det tilsyneladende er gået ud over salget.

Det bør lige fortælles, at Ferguson med stelnummer 4 er i Danmark. Den blev fundet af en skrothandler der havde den stående til ophugning. Han havde heldigvis sans for Fergusoner. Den anses for at være verdens ældste Ferguson.

Og der er flere historier om Ferguson. Mange landmænd kunne ikke nænne at skille sig af med deres Ferguson. Ganske som de ikke kunne nænne at skille sig af med hesten, da de fik traktor. En hest var jo en del af familien, som man kunne snakke med. Når man skulle køre roer eller halm, stod hesten jo og ventede på besked på at trække vognen frem. En traktor skulle man jo kravle op og ned af, eller have en af børnene til at køre. Og markerne var jo så små, at den sidste fure også skulle udnyttes, og så tæt på kunne man ikke komme med en traktor. Det meste var nok mest undskyldninger for at beholde hesten, og den kærlighed blev så overført til den lille Ferguson. Den blev stillet ud i et læhegn eller i et maskinhus, når den nåede pensionsalderen.

Englændere har altid haft deres egen måde at klare tingene på, og der skal noget til at overbevise dem om andet! I mange år skulle Fergusonen startes med gearstangen! Koblingen ned, og gearstangen ud til siden og frem, så gik motoren. Som regel da, for hvem andre end englændere kan finde på at placere benzinrøret på så snurrig en måde, at traktoren ikke kan køre ned ad bakken, hvis der er mindre en 6 liter benzin tilbage? Man skulle da bare holde øje med, hvormeget benzin der var i tanken! Og det gjorde man såmænd med at stikke skruenøglen, man justerede ploven med, ned i tanken. Den havde centimetermærker, så man på den måde kunne se, hvornår man skulle have hældt blå benzin på. Det kan næsten ikke være nemmere.

Jo, man forstå godt, de var svære at skille sig af med.

Selvom det er Ferguson, der er Hans Oles store interesse, er der også en del andre traktorer på gården. Algier (som jeg aldrig har hørt om før) Massey Harris Pony, Porche, Fordson og Nuffield, for bare lige at nævne nogen. Samt en Fendt, som Hans Ole overtog som en rustdynge. Han opgav faktisk at sætte den i stand, men så fandt han reservedele på internettet og lavede en del selv. Der skal lige maling til, så ligner den faktisk en traktor igen.

Og der skal nok også lige nævnes en lille traktor der hedder Bungartz. Jeg troede, det var en havetraktor, men det er faktisk en rigtig traktor, der er bygget til at køre i frugtplantager og lignende steder, hvor der ikke er for meget plads.

Men nu er Hans Ole så småt ved at sælge ud af traktorerne. Helbreddet er ikke det bedste så han kan ikke blive ved med at få det passet. Så tiden vil vise hvor længe der vil være sådan en samling på Bosbjergvej.

 

 

2 svar til Hans Ole og hans traktorer

  1. Irene Heide, Aabenraa says:

    Jeg har med interesst din side om Ferguson. Jeg arbejdede først i 50erne hos Aabenraa Automobil-
    handel i Aabenraa, hvor vi også solgte Ferguson traktorer og fik der grammopladen om Ferguson. Den
    er i mellemtiden sporløst forsvunden, måske han en anden haft mere brug for den end jeg- kan
    du skaffe pladen, eller er den helt forsvunden.
    Jeg hører meget gerne fra dig.
    Med venlig hilsen Irene Heide

  2. Kære Kristian Amby.
    Har med stor interesse læst om dine billeder.
    Har du flere billeder fra bibelhaven i Elsted. Og må jeg bruge de billeder på en web portal om haven.
    Det var min far der lavede bibelhaven og jeg var med dertil, blandt andet dybdepløjede vi området i 1948. for at fjerne jernmalmen før vi plantede skoven.det var jo gammel hedejord.
    Desværre har vi ikke kunne bevarer haven- men der eksisterer jo en kæmpe samling billeder som måske vil være egnet til en hjemmeside.
    Må jeg ikke bede om Hans Oles adr. På Bosbjergvej. Vi mangler en Ferguson.
    Venlig hilsen
    Søren Bangsgaard Hvidberg
    Nørrebakken 10
    2820 Gentofte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.