Karen og Gunnar Smed

Karen og Gunnar - og deres have.

De fleste synes vist  at ret meget længere ud end Hjardemål Klit, kan man ikke komme. Der er en kirke og en spartansk campingplads. Og så har der været en kro, der var kendte for deres stegte ål, men den er lukket for flere år siden! Men netop  på kroen starter vores historie.

Kroen har nemlig til huse i den tidligere skole. Den var som skoler var dengang, med en lille og en stor klasse. Den lille med 1-3 skoleår. Der gik man i skole 3 dage om sommeren og 2 dage om vinteren. Den store klasse fra 4-7 skoleår, som  gik i skole 3 dage om sommeren, og 4 dage om vinteren.  Et skolebillede fra lokalhistorisk arkiv viser 31 glade og smilende børn. De 5 af dem hedder Smed (de er dog ikke søskende allesammen) og den ældste af dem er Gunnar Smed.  Lærerne er Ella og Agner Hansen.

Gunnar fortæller, at da læreren var flyttet til Hjardemål Klit, var der så øde at han selv skulle have en hankat med! Så det var småt med både folk og fæ!

Gunnar er ud af en søskenflok på 7. På den tid var det ikke usædvanlig, man kom ud og tjene før man blev konfirmeret,  men det kom han nu ikke. Der var nok at se til derhjemme. For foruden at  have landbrug sad Gunnars far i sognerådet som kasserer og var også optaget af andre lokale foretagender, så der var brug for alle hænder hjemme. Så Gunnar er ikke faldet langt fra stammen.

Efter nogle år på landet og endt værnepligt på CF kasernen i Thisted blev Gunnar gift med Karen. Hun er fra Næstrup, men hendes forældrer var flyttet til Holmgård i Vandet , og i 1965 overtog Karen og Gunnar gården. Købte, siger Karen, vi fik den ikke foræret!

70’erne var svære år for landbruget. Det var det også for Karen og Gunnar, og selvom de begge havde arbejdede udover gården, måtte de i 1980 give op. Holmgård gik på tvangsauktion, og Karen og Gunnar måtte flytte til et lejet hus. Det var dog en lettelse på mange måder. Efter den store usikkerhed, vidste de dog nu hvordan det gik, og de kunne komme videre i deres liv. Gælden måtte de dog kæmpe med i mange år frem.

Karen har arbejdet forskellige steder. Hun har været dagplejemor, arbejdet hos Hellesens og været i butik hos Elite (nu Chokoladekurven) og i Ostehuset. Gunnar fik arbejde i skoven og der blev han i næsten 20 år. Knæet var slidt op, og lægen sagde at han skulle have et nyt knæ, hvis han ville fortsætte. Han valgte at stoppe og pleje sine interesser istedet. Og dem har han mange af! Han har været både håndboldtræner og dommer, men da børnene hellere ville være spejdere, blev Gunnar det også.  Årene her kan han fortælle mange historier om.

Gunnar har lagt et stort arbejde i borgerforening, hvor han sidste år blev udnævt som æresmedlem. Meget aktuelt bør nævnes Parken,  hvor han har hjulpet med at plante træer og har bygget begge huse. Tilflyttere er måske nu ved at regne ud, hvem Gunnars Pavillion er opkaldt efter?

Karen og Gunnar har oplevet meget. For meget at komme ind på her, men en enkelt episode bør dog fremhæves:

Det var en kold og stormfuld aften, medens de stadig boede i Vandet. Karen og Gunnar var klar til at tage i byen, da en vagabond, der søgte ly for snestormen, bankede på døren. Og hvor der er hjerterum er der jo også jo som bekendt også husrum, så de fik ham installeret i gæsteværelset, og de tog så afsted. Han blev dog forsynet med et telefonnummer, han kunne ringe til, hvis det blev noget. Og det blev der; han ringede senere på aftenen for at fortælle at blodbanken  havde ringet efter Gunnar, da de manglede hans blodtype.

Vagabonden blev hos dem flere måneder. Han var meget passende murer og de havde murerarbejde, der skulle laves. De aftale hvad han skulle have for det udover kost og logi, og arbejdet skred stille og roligt fremad. Han var med til Karen og Gunnars kobberbryllup, men da der var gået nogle måneder meddelte han, at han snart drog videre. Gunnar fik afregnet med ham, og ganske rigtig, en dag var han væk! Han havde dog ladet en kuffert med tøj blive stående, da han havde sagt, han ville komme igen. Men det kom han ikke; de har aldrig set ham siden.

Nu hygger Karen og Gunnar sig i deres hus i Vorring. Gunnar er ved at trappe ned. Af fast arbejde har han (næsten) kun menighedsrådsarbejde  tilbage, hvor han er formand. Istedet går han og Karen og arbejder  i deres  have. Der er blevet flyttet mange læs jord, og de har såmænd også haft frilandsgrise der! De har fordelt arbejdet så Gunnar laver det grove; slår græs og laver  andet entreprenørarbejde, medens Karen klarer vedligeholdelsen.

Og de nyder begge at få en kop kaffe i deres pavillion.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.